Medarbejder i Ung i Hørsholm

 

 

Brug altid nærmeste leder hvis du kommer i tvivl eller har brug for sparring omkring nedenstående

Tavshedspligt:
Som ansat i Hørsholm Kommune har du tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som du alene får kendskab til via arbejdet og som du ellers ikke ville vide noget om.
Tavshedspligten indebærer, at du aldrig må udtale dig om borgenes eller kollegernes økonomiske eller private forhold.
Tavshedspligten fremgår af straffeloven, forvaltningsloven eller af en speciallovgivning. Der kan i lovgivningen være dispensation for tavshedspligten. Hvis det er tilfældet, har du ikke tavshedspligt.

Brud på tavshedspligten kan medføre afskedigelse.
Hvis du fratræder din stilling har du stadig tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som du har fået, mens du var ansat.

Underretningspligt:
Arbejder du professionelt med børn og unge, har du skærpet underretningspligt.
Det følger af servicelovens § 153, stk. 1, at personer der udøver offentlig tjeneste eller hverv, der i deres arbejde får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte, har pligt til at underrette de sociale myndigheder.

Pligten er beskrevet til at ske i følgende situationer:

  • Et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte.
  • Et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold.
  • Et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten.
  • Et barn eller en ung under 18 år har været udsat for vold eller andre overgreb.

I alle tilfælde skal du sparre med nærmeste leder og underrette forældre til barnet om underretningen, dog undtaget hvis der er tale om vold eller seksuelle overgreb i hjemmet.

Du kan bruge dette underretningsskema. (åbnes i nyt vindue)

I akutte tilfælde, der kræver øjeblikkelig indsats, skal du kontakte Nordsjællands politi enten på 114 eller 49 27 14 48.

Udenfor kommunens åbningstid kan du kontakte Nordsjællands politi, der vil tage kontakt til Den Sociale Døgnvagt.

Kommunen skal senest 6 hverdage efter modtagelse af en underretning bekræfte modtagelsen overfor underretteren. Kommunen er forpligtet til at fortælle den fagperson, der underretter kommunen, om der er iværksat undersøgelser eller foranstaltninger efter serviceloven, med mindre der ikke er særlige forhold, som taler imod det.

Brug af billeder:
Når du tager billeder er det vigtigt at du behandler disse på fornuftig vis. Husk altid at slette disse igen fra dine private enheder, kamera, Computer og telefon når du har benyttet dem til tiltænkte formål
https://www.datatilsynet.dk/emner/internet-og-apps/billeder-paa-internettet/

Brug af sociale medier:
Vi benytter facebook og til vores aktiviter på hold og i Klubberne. Dette er et arbejdsredskab for at fremme kommunikation med Ung i Hørsholms brugere. Du skal skelne mellem privatliv og arbejdsliv. Derfor er private venskaber mellem brugere af vores tilbud og dig som medarbejder ikke tilrådeligt.
https://www.datatilsynet.dk/emner/internet-og-apps/sociale-netvaerk/